Denne uges gæsteindlæg har været (halv)længe undervejs og stammer fra en tilfældig twitterkorrespondance mellem SKATs direktør, Jesper Rønnov, og jeg. Det er dog ikke Jesper Rønnov, der skal fortælle om sit første job, men Signe Stoholm Sørensen, der er forretningsudvikler i SKAT. 

#Mitførstejob

Faktaboks:
Navn: Signe Stoholm Sørensen
Alder: 28 år
Uddannelse: Cand. It. i Digital Design og Kommunikation fra IT-Universitetet i København
LinkedIn: dk.linkedin.com/in/signestoholmsorensen
Hjemmeside: signestoholm.com

Hvilket job har du?
Jeg er forretningsudvikler i SKAT i afdelingen Digital Udvikling, hvor jeg arbejder med at udvikle nye digitale services, som skal gøre det nemmere og til en bedre oplevelse at indberette og betale skat i Danmark. Mit hovedfokus er på de erhvervsrettede løsninger, som bliver brugt af de danske virksomheder.

Hvordan fik du det?
Jeg søgte på et jobopslag fra SKAT, hvor de netop søgte en digital forretningsudvikler til erhvervsområdet. Jeg kom til første og anden samtale og blev derefter tilbudt jobbet.

Hvad fik dig til at sige ja til jobbet?
Jeg sagde ja til jobbet, fordi jobbeskrivelsen passede med de kompetencer, jeg ønskede at bruge og udvikle i forhold til digitale designprocesser. Det handler om at tilegne sig viden om brugernes behov og kombinere indsigterne med min viden om digitale muligheder, for på den måde at udvikle koncepter, der kan øge kvaliteten af SKATs services. Et job jeg også anså som vigtigt og meningsfuldt.

Hvordan ser en normal dag ud? Og hvilke ansvarsområder har du?
Jeg har en utrolig alsidig arbejdsdag i SKAT med mange bolde i luften samtidig. Ud over at være tovholder på egne udviklingsopgaver, så deltager jeg også som ressource i andre projekter i SKAT, hvor jeg er ansvarlig for at sikre den gode brugeroplevelse i de løsninger, der udvikles. En almindelig arbejdsdag kan derfor byde på alt fra konceptudvikling, workshops, kundebesøg, udvikling af prototyper, test af disse osv. I forhold til de opgaver, jeg selv er tovholder på, er der også en del praktiske opgaver involveret, som ex. at holde møder med leverandører og søge penge til at få tingene ført ud i livet. Som forretningsudvikler i SKAT lærer man også en hel del om projektledelse og koordinering, da det er absolut nødvendigt, når du skal føre dine ideer til virkelighed i en stor organisation, hvor mange forskellige interessenter og kompetencer skal sættes i spil.

Hvilke målgrupper arbejder du med?
Det er jo noget af det særlige ved det sted, jeg arbejder. Vi har alle borgere og virksomheder i Danmark som vores målgruppe. Det kan man jo blive helt forpustet over at tænke på, men det handler om at holde tungen lige i munden, så vi i SKAT ikke ender med at lave så bredtfavnende løsninger, så vi i håbet om at ramme alle ikke rammer nogen. I stedet ønsker vi at tilbyde personaliserede og målrettede løsninger, og vi gør meget ud af at forstå og indkredse vores målgruppe og forstå deres behov, hver gang vi påbegynder en ny udviklingsopgave. Udover eksterne kunder (alle skatteyderne) så har vi også interne kunder, som vi arbejder for og med. Det drejer sig bl.a. om kundecentermedarbejdere og sagsbehandlere, som gennem deres daglige arbejde kommer tæt på de eksterne kunders udfordringer og behov, og som kan komme med vigtige indsigter i forhold til, hvordan SKATs processer kan optimeres. Næsten hver gang vi udvikler en ny løsning til vores eksterne kunder, betyder det også nye arbejdsgange internt, og til tider kræver det også udvikling af nye systemer hertil. Ud over de eksterne og interne kunder, så har SKAT som forretning også behov, som skal opfyldes i de løsninger, vi udvikler. Eksempelvis har SKAT et behov for kontrol, datasikkerhed og stabil drift der skal tænkes ind, hver gang vi udvikler nyt.

Hvad har været den største overraskelse?
Da jeg startede i SKAT, begyndte jeg straks at løbe efter en masse bolde, da jeg så nye muligheder over det hele og tænkte, at det kunne jeg da lige fikse. Det viste sig dog hurtigt, at det var lettere sagt end gjort. Jeg er blevet overrasket over, hvor meget arbejde det kræver at forandre tingene i en stor organisation, hvor der er mange mennesker som skal involveres og rigtig mange ting, som skal gå op i en højere enhed, før du står med et færdigt produkt.

Hvad er det mest udfordrende ved at være ny i job?
Det kræver tid at forstå og navigere i processerne i en stor organisation som SKAT, og man banker hovedet mod en mur mange gange, især i starten, når tingene ikke lige lykkes første gang. Her er det rigtig vigtigt at gå til sine kollegaer for at få hjælp og sparring, og at være ærlig over for sin chef – også når man føler modgang. De kan nemlig hjælpe dig med at se mulighederne i forhold til at komme videre med opgaven.

Hvad motiverer dig i dit arbejde?
At jeg er med til at gøre en forskel, så det med skat bliver en bedre oplevelse for alle. Og mere personligt, at jeg er med i spændende projekter, og selv har mulighed for at føre egne idéer ud i livet.

Hvad er en god arbejdsplads for dig?
Et sted hvor jeg kan bruge og udvikle mine kompetencer, og være med til at skabe noget, som gør en forskel. Derudover et positivt arbejdsmiljø og søde og dygtige kollegaer.

Får du mulighed for at benytte dine spidskompetencer? (og har du tillært dig nogle nye?)
Ja i høj grad, og jeg har også fået tilegnet mig nogle nye. Bl.a. nye designmetoder som ”designsprint”, hvor vi med inspiration fra Google Ventures idéudvikler, prototyper og tester en idé i et komprimeret forløb på højst fem dage. Jeg har også tilegnet mig nye prototypeværktøjer som ex. Sketch og Marvel. Alt sammen takket være dygtige og nysgerrige kollegaer. Som jeg allerede har nævnt, har jeg også lært mere om projektledelse i praksis, og om at finde sin vej i en stor organisation.

Hvilke(n) fejl har du lært mest af?
Jeg begik den fejl i begyndelsen, at jeg troede, at jeg kunne klare det hele selv. Jeg har dog lært, at der ikke går noget af ens stolthed ved at sige, at man synes noget er svært og bede andre om hjælp.

Har du afslutningsvis et råd til dem, der snart skal ud at have det første job?
Jeg tror, det er sundt at komme ud i den virkelige verden og afprøve de teorier og metoder, man har tilegnet sig under studiet. Man opdager, hvor kompleks verden i virkeligheden er og jeg tror i hvert fald, at jeg er blevet lidt mere pragmatisk af det.