Bloggen har holdt sensommerferie, mens jeg har taget springet til Kbh og fundet mig godt til rette som content-praktikant ved BRO Kommunikation.
Nu er #MitFørsteJob stærkt tilbage, og denne gang skal du møde Signe Gren, der arbejder som digital rådgiver ved kommunikationsbranchens grand old lady Astrid Haug.
I dette blogindlæg får du et indblik i det pulserende liv som rådgiver, en Malk de Koijn-reference og afslutningsvis 6 gode råd til dig, der er på vej ud på arbejdsmarkedet. Tag godt imod Signe Gren [varm velkomst-klapsalve]
Faktaboks:
Navn: Signe Gren
Alder: 25 år
Uddannelse: Cand.comm. i Strategisk Kommunikation og Digitale Medier (Roskilde Universitet)
Twitter: @signegren
LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/signegren
Jeg arbejder som digital rådgiver hos Astrid Haug ApS, hvor vi rådgiver virksomheder og organisationer om digital strategi og sociale medier. Vi hjælper kunderne med at udarbejde en digital strategi, vi afholder workshops for ledelse og medarbejdere samt holder foredrag om strategisk brug af sociale medier og den digitale udvikling.
Netværk var årsagen til, at jeg fik jobbet. Da jeg var i praktik på DR 21 Søndag i efteråret 2014, kontaktede Astrid en medarbejder i DR for at høre, om han kendte en kandidat til et studiejob hos hende. Det førte til, at der havnede en mail fra Astrid i min indbakke og dernæst til et kaffemøde. Allerede på mødet spurgte Astrid, om jeg var klar på at starte efter endt praktikforløb, og det var jeg i den grad. Studiejobbet førte til, at Astrid tilbød mig et fuldtidsjob, som jeg begyndte på, lige efter jeg afleverede speciale i januar 2016.
Jeg sagde JA til jobbet på grund af muligheden for at udvikle mig og have fingrene helt nede i maskinrummet. At vi kun er Astrid, Anna (praktikant) og jeg, gør, at beslutningsprocessen er meget kort. Det kan jeg enormt godt lide, og jeg oplever det som en kontrast til DR, som er en meget stor organisation, hvilket dog har andre fordele som fx masser af kollegaer, aktiviteter i huset etc.
Der er ikke to dage, der er ens. Den ene dag er vi hos Helsingør Kommune for at afholde en workshop, og den næste dag hos en robotproducent i Odense. Men typisk går arbejdsdagen med at forberede egne oplæg, research, kundemøder, udarbejde strategier, skrive nyhedsbrev og artikler. For nyligt holdt jeg oplæg om Snapchat for Kommunikation & Sprogs medlemmer om mandagen, oplæg for de nye studerende på kandidaten i Kommunikation på RUC om tirsdagen. Onsdag havde jeg en dag på kontoret, og torsdag holdt jeg oplæg for HK om nyhedsbreve. Fredag gik med at besvare mails, følge op på et par hængepartier samt danne mig et overblik over og påbegynde den kommende uges opgaver.
Indlægget fortsætter under billederne
Med andre ord udgør mine arbejdsopgaver en bred palette, og det er derfor et vilkår, at jeg er omstillingsparat, da der lander nye opgaver på mit bord dagligt. Det er dét, der gør det vildt spændende og meget lidt trivielt.
I mit arbejde motiverer det mig, at der netop ikke er to dage, der er ens, og at vi arbejder for nogle kunder, som har nogle vigtige dagsordener, heriblandt Blindes Arbejde, KORA, Danmarks Evalueringsinstitut, DBU, Egmont, kommuner, styrelser, fonde som fx Black Ivory Foundation samt kunder i den finansielle sektor.
Og så kommer jeg ikke udenom, at mit yndlingscitat er: Culture eats strategy for breakfast af Peter Drucker. Det har jeg altid i baghovedet, når vi påbegynder strategiarbejdet for en given virksomhed eller organisation, for kulturen ér altafgørende for, om det lykkes med strategien. Det er ekstremt vigtigt at få organisationen med ombord.
Derudover kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til kommunikation overalt, f.eks. når jeg cykler rundt i byen og ser et sjovt skilt eller lignende. Samtidig er der kommunikation i alt, hvor sociale medier kun udgør toppen af isbjerget, og vi vil se kommunikation sprede sig yderligere i de kommende år, om det så er Internet of Things eller virtual reality. Det og meget mere glæder jeg mig helt vildt til at blive klogere på til tech-konferencen, Web Summit i Lissabon i november.
Det mest udfordrende ved jobbet er balancen mellem at snorkle rundt i havets overflade vs. at dykke ned i dybden og have kendskab til hver en knap og funktion på samtlige sociale medier. Netop det at holde sig opdateret ser jeg som et grundvilkår, når man arbejder med sociale medier, hvor udviklingen går stærkt. Dog anskuer jeg det heldigvis som en hobby med indbygget job i, og jeg tænker det faktisk ikke som arbejde, selvom jeg nok burde være bedre til at holde fri, når jeg har fri. Når jeg så holder fri, prioriterer jeg i en aktiv fritid, der kommer til at indebære en del tid på cyklen, inden turen næste sommer går til Paris med Team Rynkeby.
En anden udfordring er at kunne sætte ord på egne kompetencer. Det øver jeg mig stadig på og tror, det er en disciplin, der er svær for mange nyuddannede. Det der med at finde balancen mellem ikke at underspille sig selv, men heller ikke være konsulent 3.0 med rigelig meget fart på.
En god arbejdsplads for mig er et sted, hvor man ikke gror fast, men har rig mulighed for at udvikle sig. Da jeg spillede fodbold på unionsholdet i ungdomsårene, havde jeg en træner, der sagde til mig, at jeg skulle være glad for, at han rettede på mig, for det betød, at han ikke havde opgivet mig. Tværtimod. Det lærte mig, at konstruktiv kritik virkelig er en gave, og at man kun udvikler sig ved at få påpeget fejl og mangler. En chef, der formår at give konstruktiv kritik, er guld værd.
En god arbejdsplads for mig er også et sted, hvor man kan være med til at skabe sine egne opgaver, så man ikke “bare” får en bestillingsliste fra chefen, og så gør det bestemt ikke noget, at der er plads til fælles morgenmad, eftermiddagskage eller en fredagsøl engang imellem.
Mine spidskompetencer fra studiet bliver bragt i spil hele tiden, og jeg føler mig privilegeret over at have en kandidat, der er som skræddersyet til det job, jeg har. Kurser i bl.a. intern- og ekstern strategisk kommunikation, it- og webudvikling, visuel kommunikation og journalistik formidling trækker jeg meget på.
Og så til sidst…
6 råd til dig, der er på vej ud på arbejdsmarkedet:
-
Hvad brænder du for? Skriv projekter og vælg kurser på dit studie, som relaterer sig dertil.
-
Hav din værktøjskasse i orden. Jeg elsker at bruge tid på at nørde, og du kan komme rigtig langt med Youtube tutorials og kurser hos Kommunikation & Sprog, DJØF, Dansk Journalistforbund m.fl. Her tænker jeg særligt på at kunne udarbejde hjemmesider, redigere video, SEO, lave præsentationer og grafikker (fx Toolbox til Keynote, canva.com og piktochart.com) samt kendskab til annonceringsmuligheder på sociale medier, så du har noget at tilbyde udover det, du har læst dig til på studiet.
-
Gør dig bemærket og interessant gennem frivilligt arbejde, praktik, udveksling, studiejob. Lav en hjemmeside, brug blog-funktionen på LinkedIn, vær aktiv på Twitter.
-
Hold dig opdateret. Brug Tweetdeck og følg andre brugeres lister eller opret dine egne på Twitter og Facebook. Tilmeld dig nyhedsbreve, gem relevante artikler (fx via Pocket), lav dit eget Flipboard (app til telefonen), brug LinkedIn Pulse, Google Think eller Google Succes Online (lektioner).
-
Kast dig ud i tingene og tro på, at når du bliver stillet en given opgave af din chef, så er det fordi, han/hun ved, at du kan udføre den.
-
Netværk, netværk, netværk! Deltag i morgenmøder og gå-hjem-møder. Første gang kan det være lidt grænseoverskridende at tage til det alene, men når alle står med en en halv sandwich i hånden og den anden halvdel godt smurt ud i det meste af ansigtet, er afstanden mellem os pludselig ikke så stor mere. Fyld koppen med kaffe og bryd isen. Jeg øver mig stadig i at netværke, men elsker at få sat ansigt på folk offline. Netværk kan også bestå i at turde skrive til folk, at du synes, de er super seje, og at du gerne vil drikke en kop kaffe med dem. De fleste bliver smigret, kan godt lide at dele ud af deres erfaringer og elsker at give dem videre. Gør dig klart, hvad du gerne vil have ud af det – og lyt uden intentionen om at svare, men om at forstå og blive klogere. At du er sikker på at få et nej, hvis ikke du spørger, er en kliché, men ikke desto mindre rigtigt – og de fleste kan godt lide følelsen af at berige nogen.
Ps. Tobias Egmose har lavet denne liste med masser gratis gå-hjem-møder.
Er du interesseret i at læse flere indlæg med #MitFørsteJob? Bare rolig. Dem er der masser af. Og endnu flere på vej. Måske vil du fortælle om dit første job? Så fang mig twitter: @simoncracklinde eller send mig en mail på simonlinde@gmail.com.