Behøver man absolut være kommunikationsuddannet for at arbejde med sociale medier? Næh, det gør man ikke, mener dagens gæsteblogger Amalie Valentin, der har læst Æstestik og Kultur. I dag sidder hun som Social Media & Content Manager hos EGN Group i Danmark.

Faktaboks
Navn: Amalie Valentin    
Alder: 26
Uddannelse: Cand.mag. i Æstetik & Kultur
Twitter: amalievalentin
LinkedIn: Amalie Valentin

Hvilket job har du?
Jeg er Social Media & Content Manager hos EGN Group i Danmark. EGN Group er en global virksomhed, der opererer i 14 lande inkl. Danmark. Kort fortalt, så faciliterer vi professionelle netværk for ledere på alle niveauer og inden for stort set alle brancher/fagområder. I skrivende stund har vi lidt over 8.000 medlemmer i Danmark. Jeg er ansvarlig for kanalerne (Twitter, Facebook og LinkedIn), strategi, content og ads i den danske koncern, og så er jeg rådgiver for de andre 13 lande.

Hvordan fik du det?
Jeg har altid set meget op til Tina Mellergaard, der er Head of Social hos Landbrug & Fødevarer. Jeg var blevet færdig med min kandidat og havde svært ved at bryde igennem nyuddannet-muren. Gennem mit netværk fik jeg etableret kontakt til Tina, og jeg bød mig selv på kaffe og en fortæl-mig-alt-du-ved-snak. Jeg brugte tiden på 1) at smigre hende og 2) fortælle hende, hvad jeg kunne gøre for hende. Jeg endte med at arbejde for Tina i 3 måneder i forbindelse med et projekt. Da min tid var ved at rinde ud, og der desværre ikke var mulighed for fastansættelse, smed hun tweets og opdateringer ud om mig til hendes netværk. Det gav pote, og jeg blev kaldt ind til EGN Group, som manglede én som mig. Sådan fik jeg samtalen. Men jobbet? Det fik jeg, fordi jeg er dygtig til det, jeg gør. Jeg har arbejdet med sociale medier og branding ved siden af mine studier, men jeg har helt sikkert følt, at jeg skulle arbejde ekstra hårdt, fordi jeg ikke har været kommunikationsuddannet. Men jeg tror ikke, at man nødvendigvis behøves at være kommunikationsuddannet. Du skal blot have viljen, lysten og hands-on-erfaringen.

Hvad fik dig til at sige ja til jobbet?
Det var helt sikkert muligheden for at præge, hvordan EGN Group arbejder med sociale medier. Hvordan de italesætter sig selv, markedsfører sig selv og deres produkter, og hvordan de bruger sociale medier til alt fra leads, salg, events og kommunikation. Der var med andre ord virkelig god mulighed for at skabe nogle synlige resultater. Kort før min ansættelse blev der også oprustet med en digital projektleder, som netop nu er igang med at opgradere ALT, der har med web at gøre. Kort sagt, så er EGN i gang med at træde ind i det 21. århundrede. Og det er mega fedt at være en del af. Jeg kan godt lide at skulle bevise mit værd, og at der er noget på spil. Jeg får ikke samme kick ud af at overtage en kanal, hvor alt bare kører, og alle tallene er grønne.

Derudover så tiltaler det globale aspekt mig helt vildt. Alt det, jeg opnår og implementerer i Danmark, skal også rapporteres til de andre lande og bruges til at vise vejen frem, så der globalt set er et ens digitalt udtryk og en “EGN-måde” at arbejde med sociale medier på. Så når jeg laver strategi, så laver jeg også en tilpasset version til Sverige, Norge, Tyskland, Singapore osv. Og når jeg laver en drejebog til kanalerne, så laver jeg også en version til Australien, Vietnam, Finland osv.

Hvad får du i løn? Og hvor meget arbejder du i ugen? 
Jeg får mere i løn end den gennemsnitlige nyuddannede, lad mig sige det sådan. Jeg arbejder fra 8-16 hver dag – her i firmaet er der ikke noget, der hedder overtid, så man står selv til regnskab for sin tid. Derfor gør jeg en dyd ud af rent faktisk kun at arbejde indenfor det givne tidsrum. Men det er også meget rart, for når jeg går fra kontoret (okay, nogle dage kl. 17) så siger jeg til mig selv, at det var det. Jeg må ikke lave mere før kl. 8 næste morgen. “Desværre” så elsker jeg at arbejde og især at arbejde med det, jeg nu engang gør, så hvis mailen plinger om aftenen, så skal jeg altså liiiiige se, om det er vigtigt…

Hvad har været den største overraskelse?
At den der pokkers nyuddannet-mur faktisk eksisterer. Jeg sendte rigtig mange ansøgninger, også uopfordrede. Jeg gik 8 måneder, fra jeg blev officielt nyuddannet, og dermed ledig, til jeg satte min krusedulle på en kontrakt – og her tæller jeg de tre måneder hos L&F med. Der findes en eller anden underlig fordom om, at fordi du er nyuddannet, så er du ikke “moden” nok til et voksenjob. “Tusind tak for din ansøgning, som vi fandt yderst interessant. Desværre har vi valgt at gå med en anden kandidat med større erfaring.” Det afslag kan man jo ikke argumentere imod. Man kan få lyst til at råbe og skrige om, at man jo faktisk HAR erfaring, og at det er en fordel, at man er ung og sulten. Men det nytter ikke. Og jeg ser rigtig mange fra min omgangskreds, der nu sidder i samme position. Så det der med at gå direkte fra aflevering af specialet og over i en fuldtidsstilling er enormt priviligeret. Og det er mega hårdt at være den, der ikke kom direkte med over.

Hvad er det mest udfordrende ved at være ny i job?
Det mest udfordrende ved at være ny i job var for mig at føle mig komfortabel i min nye rolle. Forstået på den måde, at det er en stor mental omvæltning at gå fra at være studerende, praktikant og medhjælper til rent faktisk at være egenrådig ansvarlig for et område. Når jeg læser om andre, der er ny i job, så virker det som om, de slet ikke har været nervøse. At det er som om, de aldrig har lavet andet end at være i fuldtids-voksen-job. Men jeg kan da godt mærke engang imellem, at jeg tænker: “Okay, du er kun 26 år, du sidder i en specialiststilling…” Så minder jeg lige mig selv om, at jeg er skide dygtig, og det er derfor, jeg sidder her. Og i de meget “voksne” situationer, som når jeg skal holde strategi-oplæg for vores divisionsdirektører og landechefer, så trækker jeg lige vejret et par gange og tager kontakt til min indre Beyoncé.

Har du afslutningsvis et godt råd til dem, der snart skal ud at have det første job?
Det er en kæmpe kliché, som kun bliver forstærket af, at jeg arbejder med netværk, men: Brug dit netværk! Det kan godt være, du tænker, at du ikke har et netværk, men det har du. Dine medstuderende, dine kollegaer, din mor, din moster… Alle er en del af dit netværk, og du vil blive overrasket over, hvor hjælpen kan komme fra. Det var faktisk min mor, der hjalp mig med at etablere kontakt til Tina. Men brug dit netværk til kaffemøder, inspirationsmøder, osv. osv. Gør dig synlig! Der er mange, der snakker om, at man skal gøre sig digitalt synlig, hvis man vil den vej. Det er jeg enig i, men jeg er kæmpe fortaler for IRL synlighed også.

Og så vil jeg gerne give et specifikt råd til unge, nyuddannede kvinder: Tro på, at I er noget værd. Jeg ser desværre rigtig mange kvinder, der undersælger sig selv – især økonomisk. Jeg lærte, inden jeg kom ud i job, hvad jeg er værd. Og det er hamrende vigtigt at vide. Kvinder har derudover en tendens til at undersælge sig selv, når de skriver ansøgninger. En mand ser et stillingsopslag med 10 kvalifikations punkter. Han kan nikke genkendende til 6 af dem, og så mener han, at jobbet er som skræddersyet til ham. Hvis vi vender den om, så vil en kvinde tænke, at fordi hun ikke kan leve op til alle 10, så får hun nok ikke jobbet. Et stillingsopslag er en ønskeseddel fra arbejdsgiveren, og ikke en tjekliste. Men det råd gælder i princippet for begge køn: Tro på jer selv, og tro på, at I kan bidrage. I er ikke “bare” nyuddannede. I er sultne, omstillingsparate og fulde af gode idéer, fordi I er nyuddannede – og det er en kæmpe fordel.