Mød Katrine, der arbejder som Digital Project Manager på det digitale bureau Artefact i Aarhus. Artefact er en international organisation, der beskæftiger sig med marketing, konsultation og med nye teknologier som fx Artificial Intelligence (AI).
Og som projektleder (frit oversat til dansk) på et bureau, hvor tempoet til tider er lige så højt som en topkamp i Premier League, bliver der stillet store krav til Katrine. Hun har heldigvis værktøjerne til ikke at lade sig blive stresset, og dem deler hun i dag. Læs med, når Katrine fortæller om at arbejde i en international organisation, om hvad der gir’ hende lange løg og ikke mindst om de 5 bedste råd til dem, der snart skal ud på jobmarkedet.
Bonusinfo:
- Katrine og jeg har læst samme kandidat – samme sted – men med 1 års mellemrum.
- Jeg mødte Katrine første gang, da jeg var godt 3 år gammel.
- Vores fædre har spillet musik sammen i 40 år.
/Simon
De obligatoriske fakta
Navn: Katrine Helene Fruergaard Kristensen
Alder: 26
Uddannelse: Cand.ling.merc – Kandidat i Virksomhedskommunikations og en Bachelor i Engelsk og International Virksomhedskommunikation
Linkedin: https://www.linkedin.com/in/katrine-helene-fruergaard-kristensen-b66a3a5b/

Vi lægger ud med en opgave: Kan du beskrive dit job som Digital Project Manager hos Artefact på MAX en linje?
Meget kort skal jeg sørge for, at der leveres en aftalt leverance til aftalt tid og scope.
Hvad er det fedeste ved at være ‘Digital Project Manager’?
At leve af noget jeg faktisk synes, er vildt spændende! Ikke en dum sammensætning 😉
Hvad vil du sige er din allervigtigste opgave på jobbet?
Jeg vil sige, at der er to vigtige opgaver.
1) At have det overordnede overblik og sørge for, at der leveres den aftalte leverance inden for den givne tidsramme og budget.
2) At have et godt forhold til mine kunder. Som virksomhed lever vi af kunderne, og det er derfor vigtigt for mig, at kunderne er glade og tilfredse.
Hvilken ‘type’ skal man være for at være god til dit job?
Den strukturerede og udadvendte med et-snert-af-nørd-type.
Lad mig lige uddybe det: En af de allervigtigste kompetencer er uden tvivl at være struktureret. I løbet af en dag har jeg gang i mange forskellige dialoger, opgaver og projekter. Så for at kunne holde styr på det hele er det vigtigt at få det struktureret. Bureauverdenen er også en branche, hvor der hele tiden kommer ting ind fra højre, så at være omstillingsparat, kunne have flere af de famøse bolde i luften og prioritere er bestemt også gode karaktertræk at have.
Da en stor del af mit arbejde også består i kundekontakt, så er det også rigtig vigtigt at være imødekommende og udadvendt. Samtidig er det essentielt at kunne sætte sig i kundens sted og have forståelse og indsigt i deres forretning for at kunne give dem den bedste rådgivning, men også udfordre deres måde at tilgå tingene – det kunne jo være, at det er en helt tredje løsning, end det, de havde tænkt, faktisk er den, som kunne give de bedste resultater.
Hvor meget arbejder du i ugen?
Det svinger fra de 37 til 50 timer, når jeg er ude at rejse. Men normalt ligger det nok på 42 timer om ugen.

Hvornår får du lange løg af jobbet?
Når man står med overtøjet på, på vej ud af døren og en kundes hjemmeside går ned.
Eller når kunden ringer og brokker sig over noget. Som projektleder er man kundens primære kontaktperson – og det er på både godt og ondt. Det betyder, at det er mig, de tager fat i, uanset om det er for at brokke sig eller for at rose projekterne. Den ene type opkald er noget sjovere end den anden!
Hvordan håndterer du mange projekter og opgaver på én gang?
Jeg bruger SPP:
Struktur, planlægning og prioritering.
Jeg kan godt lide at være beskæftiget og som projektleder på et bureau, sker der hele tiden noget. Fx sidder jeg med flere kunder og har mange forskellige projekter kørende samtidig. Så for mig er struktur, planlægning og prioritering tre nøgleord. For at kunne håndtere mange forskellige og skiftende opgaver bliver man nødt til at gå struktureret til værks. Selv om der ofte kommer ting ind fra højre, så sørger jeg for at få dem prioriteret. Helt konkret gør jeg det, at jeg sætter mine todos ind i min kalender, ind i Trello eller booker opgaven direkte ind i vores projektstyringssystem Workbook. Lige så snart jeg har noteret opgaven et sted, behøver jeg ikke selv at huske på den – det skal jeg nok blive mindet om, når det er tid til, at jeg skal kigge på det – og det hjælper mig virkelig til ikke at blive stresset.
Hvornår får du følelsen af ‘hold nu kæft, hvor skal jeg bare fejre det her mand’?
Det får jeg:
- Når et projekt er blevet eksekveret perfekt.
- Når timing, budget, leverance – ja, når det hele bare spiller!
- Når et pitch vindes på et nyt projekt.
- Hver fredag til vores fredagsbar.
På kontoret har vi bordtennis, så får man en uhyre trang til at fejre noget, kan det altid gøres med et slag bordtennis. Det er fedt! Vi er generelt nok lidt for gode til at finde anledninger til at fejre noget på kontoret. Og lidt for uopfindsomme nogen gange:
Afleveret opgave = kage
Ny kunde = kage
Nye sommerdæk på bilen = kage
You get it, vi får ret meget kage… 😉
Hvad har du gjort, mens du var studerende, for at mose dig foran i jobkøen?
Jeg synes egentlig selv, at jeg har gjort en del for at få tilegnet mig den berygtede erfaring under min studietid.
Allerede på bacheloren valgte jeg at tage en studierelevant praktik i IKEA Aarhus HR. Dette var ikke en del af studiet, men noget, jeg selv valgte at tage oveni, at jeg skrev min Bachelor. MEGA hårdt, men MEGA godt givet ud.
Lad mig forklare hvorfor: Udover at give mig erfaring var denne praktik også med til at få mit første studierelevante job i hus – nemlig som studentermedhjælper ved rekrutteringsbureauet Curia Management.
Det er min oplevelse, at da jeg først havde fået lidt erfaring, så gik det noget lettere at få yderlig relevant erfaring. En anden ting, jeg gjorde lidt anderledes, end hvad der egentlig var tiltænkt med mit studie, var, at jeg tog en dobbelt praktikperiode på min kandidat. Jeg var så heldig at nå det, inden fremdriftsreformen trådte i kraft. Så jeg boede først et halvt år i London, (virkelig en fed by, kan klart anbefale andre at tage praktikophold her – MEN dyr by at bo i). Her arbejdede jeg på IKEA UKs hovedkontor med “Learning & development”. En spændende oplevelse, særligt på grund af det fantastiske mix af folk, der arbejdede der. Der var folk fra alle lande, og på kontoret blev der joket med, at der var flere udlændige, end der var englændere. Arbejdsugen i England er 40 timer, så det skal man lige have i baghovedet, når man vælger at tage praktik her, for med praktikskrivning oveni kan det godt være lidt hårdt.
Efter London, tog jeg endnu en praktik, denne gang i marketingsafdelingen ved Danfoss. Den afdeling, jeg sad i ved Danfoss, er en lille marketingafdeling, som kun bestod af min chef og jeg. Det var faktisk ret fedt, for det betød, at vi stod for al marketing og PR, der skulle laves. Lige fra pressemeddelelser, afholdelse af seminarer, nyhedsbrevsudsendelser, håndtere hjemmesiden og til at arbejde i Photoshop og InDesign for at lave brochurer og diverse online og offline marketingmateriale. Virkelig jackpot for mig, der som studerende gerne ville prøve at stifte bekendtskab med så meget forskelligt som muligt. Det var i løbet af denne praktik, at jeg fandt ud af, at det var den digitale del af marketing, som tænder mig.
Er der noget fra dit studie, du kan bruge direkte i dit arbejde?
Der er helt klart nogle ting, jeg kan tage med og så er der andre ting, som jeg aldrig nogensinde kommer til at bruge.
Marketing og særligt i den digitale form, som jeg arbejder med, er en branche, hvor tingene går stærkt og hele tiden ændrer sig. Derfor vil jeg mere sige, at det er hele den videnskabelige og systematiske tilgang, jeg har taget med mig og bruger implicit i min dagligdag. Derudover har studiet givet en god forretningsforståelse samt dybdegående kendskab til marketingfeltet.
Generelt synes jeg, at det meget har været, som jeg havde forventet: Nemlig at det ikke er alt, man har lært, man kan bruge ude i ”det virkelig liv”. Men jeg er nu glad for den værktøjskasse, jeg har haft med i bagagen, og synes helt sikkert, at den har gjort mig bedre i stand til at løse nogle arbejdsopgaver.

Hvordan kommer det til syne, at du arbejder i en international organisation?
Det gør det ofte og på flere måder.
Lige fra de små hverdagsting, hvor vi har møder på vores konferencesystem på tværs af lande. Særlig Norden er ét stort team, så her er teams ofte sammensat på tværs af nationalitet og lokation.
Men det kommer også til udtryk i mødet med kunden, at Artefact, som Netbooster nu har skiftet navn til, er en international organisation,. Artefact er af en størrelse, hvor de store kunder gerne vil “lege” med os, og her har vi en klar fordel af, at vi har kontorer rundt om i verden, og at vi kan trække på specifikke eksperter eller lokal viden, når der er behov for det – og det er også noget, ledelsen opfordre os til at gøre.
Derudover er flere af de kunder, jeg sidder med, ikke lokaliseret i Danmark. Det betyder, at meget af kommunikationen i min dagligdag foregår på engelsk, og så indebærer det også rejseaktivitet indimellem. Det, synes jeg, er vildt fedt. Det er sjovt, at komme ud af kontoret indimellem, og jeg elsker at arbejde med folk på tværs af landegrænser. Det giver et friskt pust. Selvom lande som eksempelvis Tyskland og Holland, som jeg arbejder meget med, minder om os på mange punkter, så er der alligevel nogle kulturelle forskelle og andre måder at se tingene på. Det er både noget, man lærer af i form af nye måder at gå til en opgave, men også hvordan jeg helt lavpraktisk har dialogen med folk; lige fra tiltale og autoritet til kropssprog. Eksempelvis er min oplevelse, at tyskere er mere regelrette og autoritetstro.
Hvilke udviklingsmuligheder har du i jobbet?
Da jeg startede ved NetBooster (som nu er blevet til Artefact) var det i en stilling som Campaign coordinator for Norden inden for affiliate markedsføring. Campaign coordinator var derfor egentlig mit første job. Efter et lille år blev jeg spurgt, om jeg ville være Project Manager, og det ville jeg meget gerne – så her er jeg nu, og har ikke fortrudt min valg et sekund.
Hvordan har du det med at lave fejl?
Jeg har det ikke godt med at lave fejl – surprise! Det er vist de færreste, der har det.
Der er selvfølgelig den gode gamle med “du lærer af dine fejl”, og det er der jo helt sikkert noget om.
En af de største fejl, jeg har begået, er at tro, at jeg og kunden har samme opfattelse af, hvad en opgave indebærer og ligeså vigtigt: Hvad den ikke indebærer.
Ofte har jeg siddet med et projekt og tænkt, at når vi skulle lave denne opgave, så var det soleklart, hvad vi skulle levere. Og at det måtte da give sig selv, og jeg havde jo også snakket det igennem med kunden, så her var der ikke noget, man kunne være i tvivl om. Men når det så kommer til, at vi har leveret det givne projekt, så har kunden alligevel haft en anden opfattelse og forventet, at noget skulle være lavet anderledes, eller at der skulle have været endnu en feature med.
Det er noget, jeg har prøvet mange gange – specielt i starten. Et råd, jeg ville ønske, jeg havde fået, da jeg startede, er værdien af at forventningsafstemme og dokumentere kravspecifikationerne skriftligt, inden et projekt påbegyndes. Man kan nok aldrig helt undgå situationerne, hvor der er uoverensstemmelse mellem, hvad man mener, der er aftalt. Men ved at have dokumenteret og kravspecificeret opgaven har du altid et aftaledokument du kan henvise til.
Hvad gør du for at udvikle dig fagligt?
Jeg vil rigtig gerne blive ved med at udvikle mig gennem kurser og videreuddannelse, og det er en ting, som jeg ville ønske, at jeg havde mulighed for at praktisere mere. Sidste år blev jeg PRINCE2-certificeret, og næste mål er en Google Analytics-certificering.
Hvis du er interesseret, så kan du finde et link til PRINCE2-uddannelsen her:
Derudover er jeg medlem af netværket Nova100 som også holder diverse arrangementer. Det er et talentnetværk, hvor du får mulighed for at spare med andre og inviteres til workshops, arrangementer ved virksomheder og gå-hjem-møder. For mig har det hjulpet med at udvide mit netværk, og hvis du er jobsøgende, kan de arrangementer, som de afholder ved virksomheder, være en oplagt mulighed for at gøre sig bemærket – det er dog ikke noget, som jeg har taget del i endnu. Du finder Nova100 her: http://nova.com
Hvad er dit bedste råd til dem, der snart skal ud at have det første job?
Jeg har ikke ét, men faktisk hele 5 råd. Og det sidste er ikke fra mig, men fra min gammelkloge far 🙂
#1 Få opbygget noget konkret erfaring! Gode karakterer er altid godt, men det er erfaring, der batter, når det første job skal findes. Her tænker jeg ikke på 10 års erfaring, men bare det at tilmelde sig kurser. Ofte tilbyder din fagforening eller A-kasse en masse gratis kurser, hvor du kan få erfaring med eksempelvis Photoshop, digitale værktøjer eller sociale medier. Det kan alle tilmelde sig, og her behøver du ikke kæmpe mod 100 andre ansøgere for at blive valgt.
#2 Vis den arbejdsgiver, du søger job ved, nogle konkrete eksempler på arbejde, du har lavet, så kan de se, at du rent faktisk har styr på det, som du siger, at du har styr på. 😉
#3 Ellers er der også en anden klassiker – plej dit netværk! Plej dit eksisterende netværk, og overvej at melde dig ind i netværksgrupper. Hvem ved, måske er det her, du møder en, som kender en, som kender en… som mangler lige netop dig!
#4 Og vigtigt, mist ikke modet, bare fordi at du ikke får den første stilling, du søger.
#5 Min kloge far fortalte mig følgende, dengang jeg skulle til at sørge mit første job: “Hvis du sørger 100 jobs, bliver du måske kaldt til samtale til fem, og ud af de fem får man ét”. Selvom der ikke ligefrem ligger noget større statistiks studie bag den udtalelse, så var den alligevel rar at have i baghovedet, da jeg startede min søgning.
Ku’ du lide, hvad du læste?
Så kender jeg et par andre indlæg, du garanteret også ville kunne lide:
- Mit Første Job med Miriam Hindsgaul: www.simonlinde.com/blog/mit-forste-job-med-miriam-hindsgaul
- Mit Første Job med NC Laursen: simonlinde.com/blog/mit-forste-job-med-niels-christian-laursen
- Mit seneste blogindlæg 27 råd til 1. semester-Simon
Men har du fået tilmeldt dig mit nyhedsbrev?