De aarhusianske hjemløse har mange afsides kroge og gemme-steder. Ulrik Szkobel guider dig igennem de aarhusianske gader, sit liv på og forholdet til dem.
AF SIMON LINDE, AARHUS
»Narkomisbrug og hjemløshed går desværre ofte hånd i hånd« fortæller Ulrik og peger hen mod et tæt bebusket areal, hvor bladenes grønne overflade dækker for jordbundens overflod af medicin-emballage og andet affald. Han har sorte Kansasbukser på, med ’Hus Forbi’ printet i gul langs låret. På den tykke uldjakkes yderside hænger der et Hus Forbi ID-kort: Ulrik Szkobel, 1089. »Det her kalder vi for nåleparken« fortæller han videre. Nåleparken er et fristed for de aarhusianske stofbrugere, hvor de kan injicere under tilsyn af medarbejdere fra det nærtliggende kommunaltilknyttede værested. Ulrik forklarer, at det typisk er her, at folk tager sine sager, og at man derfor skal have øjnene åbne for nåle på jorden. Nåleparken befinder sig i havnekvarteret, i udkanten af Aarhus’ indre by og blev oprettet med det formål at få stofbrugerne væk fra gadebilledet. Bag ved ham ses en kæmpemæssig betonstøbning, en art betonrampe, der i gamle dage, vha. en kran, blev brugt til at transportere kul. Der er graffiti langs rampens betonpiller og på toppen, i ca. 10 meters højde, er der fasttømret nogle tværkrydsende planker. Han peger op på toppen og fortæller, at han har sovet der flere gange, når lejlighedsopgange og varmestuernes plads har vist sig utilstrækkelige. Ulrik er 42 år og har været hjemløs i fem år, indtil for to uger siden, hvor han fik tildelt en lejlighed. Han lider af posttraumatisk stress, på grund af syv års mobning i folkeskolen.
Stofferne
Ulrik er stofbruger, men fortæller, at han ikke ser ikke sig selv som stofmisbruger, da han ikke er, og aldrig har været afhængig af stoffer. I forbindelse med sin diagnose, har han igennem årene selvmedicineret sig og derved været rundt på alle tilgængelige hylder, som narkobutikken har at tilbyde. Ulrik er en mand med mange holdninger – også vedrørende brugen af stoffer. Han har i løbet af de sidste fem år på gaden gjort sig den observation, at »euforiserende stoffer er direkte og intet andet end en substitut for menneskelig omsorg«.
Når han taler, tydeliggøres det, at han ikke har alle tænder, og at de resterende ikke har været i hænderne på en tandlæge i en rum tid. Håret derimod er nyklippet, og skægstubbene tyder på det samme. Frisuren er en kortklippet hanekam, der veksler mellem sorte, sølv- og gråfarvede hår.
Ulrik fortæller, at han er blevet svigtet gennem hele sit liv. I folkeskolen af lærere og elever, af forældre, familie og af myndighederne i sit voksenliv. Han har fundet frem til, at den bedste medicinering for ham er Retalin, medicin som gives til folk med lidelsen ADHD. Brugen af Retalin har en særlig effekt på Ulrik, som han uddyber: »Jeg oplever at få et ganske normalt og velfungerende liv, da jeg ellers sædvanligvis er præget af passivitet, manglende engagement og energi til at gå i gang og få gennemført ting«.
Retalin er ikke noget, som Ulrik kan få ordineret gennem sin læge, da han ikke har ’opmærksomhedsforstyrrelser’, hvorfor han er nødt til at erhverve sig medicinen på det sorte marked. Ulrik fortæller, at efterspørgslen for Retalin er steget de seneste par år, og at udbuddet samtidig er faldet. Ikke alene har det hævet prisen. Det betyder også, at Ulrik ikke altid kan få opfyldt sit behov for medicinen. Når det er tilfældet, må han ty til amfetamin, som giver nogenlunde samme effekt, han søger, som Ritalinen giver. Med amfetaminen følger der bivirkningerne, at han ikke føler sult, samt at han er vågen i længere tid, end der er gavnligt for kroppen. Ulrik fortæller åbent, at hans optimale dosis er to x 100mg, hvilket han har fundet frem til, efter at have udforsket doseringen længe.
Ulrik er klar i spyttet, hvad angår legalisering af stoffer. »Alle stoffer bør legaliseres – problemet ligger ikke kun i stofferne, men i samfundet der skaber individer, der er så ulykkelige – der har brug for stofferne«.
Født på ny
Ulrik ser sit skift i livet så markant, at han opdeler det i ’livet før 2007’ og ’livet efter 2007’ – det tidspunkt, hvor Ulrik endte på gaden. Ulrik er født i Randers og i en alder af 37, efter en del år med ufaglært arbejde, tvangsindlæggelser, og en erklæring fra det offentlige om, at han ikke længere er i stand til at arbejde, får Ulrik prædikatet ’bistandsklient på ubestemt tid’. Indkomsten falder, og hans levestandard der inkluderer det høje forbrug af narkotika, kan ikke følge med. Huslejen kan ikke betales, det fører til en advarsel og én til og så en sidste – og en dag står Ulrik på gaden. I den første periode overnatter Ulrik ved venner og bekendte, men da det ikke er holdbart, rykker han videre. I mangel af bedre ender han i Aarhus, vis gader han hurtig føler sig hjemme i. Ulrik karikerer en tydelig forskel, hvad angår mentaliteten blandt indbyggerne i henholdsvis Randers og Aarhus. Ifølge Ulrik er de i Randers kun interesseret i sig og egen navle, mens aarhusianerne altid har mødt ham med åbne arme, på trods af at han »afviger i stor grad fra den almene dansker«, som han beskriver sig selv.
Hulemanden
Ulrik beskriver et urinstinkt, der fremkom i ham, da han kom på gaden: »Når man har mistet den sikkerhed fire murstensvægge kan give, og man ligger sårbar – rent instinktivt anskaffer man sig noget at forsvare sig med, en kniv, en kølle, hvad som helst der kan give en form for sikkerhed, om end der reelt ikke var nogle farer«.
Et andet urinstinkt, der fremkom i Ulrik under sin færden som hjemløs i Aarhus’ gader, var længslen efter at bygge sig sin egen hule. I løbet af sin tid i Aarhus, formåede han at bygge og bosætte sig i tre huler, rundt omkring i Aarhus C. Den første hule var i et gammelt cykelskur, bag en forladt DSB-bygning. Den varede fem uger, før han blev smidt væk og truet med tilkaldelse af politiet. Ikke langt derfra, ved et forladt varehus nær rutebilstationen, byggede han sin anden og mest succesfulde hule. Med tiden og i takt med at han skaffede sig flere papkasser, fik han forøget sine hulekvadratmeter.
Friheden
Ulriks sprogbrug er varieret og indeholder ofte fremmedord, men når snakken går på ”før 2007” begynder han at stamme: »37 år i helvede«, mens hele kroppen skælver. At det var et helvede, inden han blev hjemløs, skyldes bl.a. at han led af kraftige vinterdepressioner, der blev værre, år efter år. Helt modsat ser han sit nuværende liv, der er beriget af frihed bl.a. i kraft af, at han har udvidet bevidstheden om sig selv og af verden. Ulrik føler sig ikke længere bundet af de grænser, som verdenen tilskriver menneskene at leve på. Han er således også fri for depressionerne, og foruden selvmedicineringen tilskriver han sin personlige udvikling fra 2007 som værende grundlag for, at han i dag har det godt. Han ser sit nuværende liv, som meget afvigende for den almene danskers, men uden tvivl en forbedring, på trods af de mange afvigelser. Familien ses han ikke længere med og de nærmeste venner, har han pt. blandt de faste kunder i Veri-centeret, hvor han sælger Hus Forbi-avisen. For selvom Ulrik ikke længere er hjemløs, kan man stadig se ham i på de aarhusianske gader og stræder, han holder så meget af, ligesom han fortsat sælger Hus Forbi-aviser for at tjene til føden.