Lars Aaes er næste mand i rækken af spændende, nyuddannede digital- og kommunikationsfolk, der gir’ den som gæsteblogger og fortæller om #MitFørsteJob

Lars er Social Media Redaktør på TV 2 – lidt endnu da han starter i en spændende stilling på DR pr. 1. juni (og så håber vi, at der kommer endnu et blogindlæg fra Lars om et par måneder) 😉

 

#mitførstejob

Faktaboks
Navn: Lars Aaes, 26 år
Uddannelse: Ha(kom.) fra CBS og Cand.IT.E-business fra ITU
Twitterhttps://twitter.com/LarsAaes
LinkedInhttps://www.linkedin.com/in/larsaaes 
Hjemmeside: http://versionen.dk/

Hvilket job har du?
Til daglig er jeg Social Media Redaktør på TV 2. En stilling der blev oprettet i forlængelse af mit studiejob i TV 2s digitale afdeling.  

Hvordan fik du det?
Oprindeligt fik jeg studiejobbet igennem min specialepartner. Jeg var lige kommet hjem fra et semester i New York og fik et tip fra ham om, at de manglede en community manager i nyhedsafdelingen. Så jeg fik en samtale i hus og startede lige op til Europaparlamentsvalget, som var det første projekt, jeg var inde over.

Hvad fik dig til at sige ja til jobbet?
Et job i mediebranchen er et perfekt match for mig. Jeg får lov til at gøre en forskel og sætte en dagsorden og samtidig fortælle digitale historier –  det passer mig rigtig godt. I sidste ende var det nemt at sige ja til TV 2, fordi det er et brand, jeg kan stå inde for. Det gør det hundrede gange nemmere at forsvare sine kolleger på de sociale medier og finde motivationen til at finde de gode historier.

Hvordan ser en normal dag ud?
Min dag starter enten kl. 05 om morgenen eller kl. 14.30. Mig og mit team følger nyhedsdøgnet og de andre journalister i nyhedscenteret, og vi er derfor bemandede næsten hele døgnet 365 dage om året.

Når jeg er på arbejde, har jeg ansvaret for TV 2 Nyhedernes, tv2.dk og TV 2 NEWS´ tilstedeværelse på sociale medier. Det vil sige, at jeg både poster og er gatekeeper på de forskellige sociale platforme, men også at jeg er social media deskens stemme til redaktionsmøder og i nyhedscenteret.

Kort fortalt har min stilling tre ben:
1) Redaktør for de sociale medier med udgivelsesansvar
2) Nyhedsmonitorering: Jeg er nyhedscenterets øjne på de sociale medier
3) Intern konsulent, der hjælper resten af huset med deres sociale medier.

Hvad har været den største overraskelse?
Jeg kommer fra en del studiejob i mindre organisationer, hvor der er kort vej fra idé til handling, så jeg tror det overraskede mig lidt, da jeg fandt ud af, hvor mange chef-led der er i TV 2. Der er højt til loftet i store mediehuse, men der er også langt derop. Det er selvfølgelig både en fordel med meget kvalitetskontrol, men i en afdeling med mange korte deadlines er det ikke min favoritudfordring.

Hvad er det mest udfordrende ved at være ny i job?
Jeg husker, at jeg følte at alle andre kunne meget mere og vidste meget mere end mig, da jeg lige var startet. Og det tager lidt tid at finde sin rolle og få følelsen af, at man faktisk selv ved rigtig meget om sit felt. Den følelse skal man bare kunne håndtere. Det er ikke pinligt at spørge om 1000 ting de første par uger, man er et nyt sted.

Hvad motiverer dig i dit arbejde?
Det er nervepirrende og vanvittigt, at man har nået over en million mennesker med ens arbejde, når man går hjem. Det er generelt motiverende at mærke, at man faktisk sætter en dagsorden – at folk taler om det, du har skrevet, omkring spisebordet næste dag.

Derudover er det også imponerende, at jeg hele tiden render ind i folk, der kan noget nyt og andet end mig selv. Det gør, at man lærer utroligt meget og bliver imponeret og inspireret til selv at tage fat på nye udfordringer.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?
En god arbejdsdag kan heldigvis være mange ting. Det kan være mit input til et redaktionsmøde, der giver en stor historie en ny vinkel. Det kan være et kompliment fra en kollega eller en bruger, eller det kan være, at jeg har gjort nogle mennesker klogere på det samfund, vi lever i igennem de sociale medier. Mit motto har altid været, at det er indholdet, der styrer slagets gang – og hvis det har fået lov til det, er jeg glad.