#51 Jeg er 33 pladser efter en estisk pizza

I min kones hjemby Tallinn findes pizzeriaet ‘Kaja Pizza’, som jeg driller lidt en gang imellem.

Deres pizzaer er nu glimrende, intet ondt ord dér. Men ude foran har de et skilt hængende, hvor der står:

“TOP 50 pizza
in Europe 2018”

Og det morer mig gevaldigt, at de stadig har det skilt stående fremme – her 8 år senere.

Hver gang jeg går forbi, tænker jeg:

“Skal de ik’ snart pille det ned?”

Men måske skal jeg til at lukke røven en smule.

For det føltes egentlig overraskende fedt at blive rangeret som verdens nr. 83 “top voice in copywriting” på LinkedIn og nr. 1 i Danmark.

Så fedt, at jeg straks bryggede på et se mig-opslag.

Men så kom jeg i tanker om, at jeg ikke engang er i top 50
(og er mindst 33 pladser efter en estisk pizza)…

Derfor har jeg besluttet, at jeg må stoppe med at drille Kaja Pizza, hvis jeg vil dele dette opslag.

Og det vil jeg.

Og så et åbent brev til LinkedIn-guruerne:

Hvordan skulle jeg dog kunne få de rangeringer på LinkedIn, når jeg:

– ikke har en 7-trins LinkedIn-strategi?

– ikke poster hver dag?

– ikke afsætter 10 minutter til at skrive kommentarer?

– ikke har content clusters?!

– ikke har nogen AI-agenter eller bots, der hjælper mig.

…Der må da være noget galt i den der rangering, ik?

Eller også er der nogen, der overkomplicerer det her LinkedIn-game 🤷🏼‍♂️

Du kan komme langt med følgende:

1) skriv, når du har noget på hjerte

2) undgå at gøre som alle andre

3) skriv, som kun du kan.

… men det er selvfølgelig svært at sælge et onlinekursus i 🙈

/Simon


Psst: Det her indlæg udkom første gang som nr. 51 af Et Rigtigt Nyhedsbrev d. 4. august 2026. Jeg sender ERN hver anden søndag med copywriting, AI og skrivetips, du kan bruge med det samme. Få det næste direkte i din indbakke her 💌