#43 – Det lille ord, der (jo) får dig til at lyde som en kæmpeidiot (Læsetid: 4 min)
Hey – det’ Simon! 👋
Ikke et ord om min copywriting-uddannelse i dag (okay, 3 ord: kæmpesucces: Venteliste oprettet).
Til gengæld får du en helt masse ord om ét særligt ord:
Ordet, der får dig til at lyde som en KÆMPEIDIOT.
Det er ikke:
– advokato
– expresso
– fodboldshold
(Den kamp tager vi en anden dag)
Nej, ordet, jeg tænker på, er det lillebitte (tilsyneladende) uskyldige ’jo’.
‘Jo’ sniger sig ind som sproglige landminer i vores tekster og dialoger.
For ‘jo’ implicerer, at vi er på bølgelængde.
Og *hvis* det er tilfældet, virker det effektivt, fordi: ”nu er vi jo del af en indforstået gruppe”, den seje klike.
Men ’jo’ er lidt af en luskebuks.
For hvis vi IKKE er på bølgelængde, så virker ’jo’ sådan her:
”Jeg antager, du forstår, og hvis ikke, så er det, fordi du er SNOTDUM, Karsten!”
Men ingen mennesker står op om morgenen og tænker: I dag vil voksenmobbe Karsten nede fra Regnskab.
Så hvad sker der? Hvordan lyder det typisk? Og hvad tænker modtageren i situationen?
Her kommer 5 virkelige eksempler.
Og alle udsagn leveres som regel knastørt hen over frokostbordet og helt uden nogen forudgående dialog om emnet.
#1 ”Det var hårdt for Peter. Han har jo også lige mistet Bob og Misse”
Mine umiddelbare reaktioner til det udsagn er:
Peter? Peter hvem, mand? Jeg kender 100, der hedder Peter.
Og Bob og Misse … er det de to kæledyr fra 00’erne? Eller er det noget familie? Og burde jeg vide det?
Jeg mener: Du har ALDRIG nævnt dem før.
Konsekvensen er, at det efterlader modtageren udenforstående – og et studie viser, at når man slynger et ’jo’ ind i en uenighed, så falder accepten.
De færreste har lyst til at lyde belærende og bedrevidende (jeg kender dog et par undtagelser). Men det sker, når det lille ord sniger sig ind i en faglig debat, som fx her i eksempel nr. 2:
#2 ”Når du vil bruge urgency i din markedsføring, så skal kampagnen jo ikke køre i 30 dage”
Din modtager hører:
”Det kan du sgudda regne ud, mand?! Man skal altid køre med en ubehagelig kort deadline. Altså, har du ikke læst ’Personlig indflydelse’? Jesus, hvordan er du blevet ansat her?”
I dette eksempel skaber det lille ’jo’ en implicit modpart: Afsenderen antyder, at der er uenighed – og det kan få modtageren til at føle sig angrebet og gå i forsvarsposition.
Og nu til den tredje kategori, som nærmest er en afhandling for sig: Ting typisk mødre siger til deres børn – igen, helt uden forudgående kontekst:
#3 ”Jeg er jo inviteret til damefrokost på Restaurant Mønter”
#4 ”Det var hårdt på arbejde i dag. Jeg er jo alene om lørdagen”
#5 ”Jeg skal jo op til Anastacia fra kunstterapeutuddannelsen på tirsdag. Hun bor i Nordnorge på en ø sammen med sin eksmand. Ja, de har jo valgt at bo sammen, selvom de er skilt.”
Modtageren efterlades ofte mundlam – talt over hovedet på. Og måske begynder vedkommende at betvivle sin egen hukommelse. Jeg bliver selv trigget af sådanne udsagn, fordi det lyder som om, jeg burde vide det.
Det skyldes ofte en mangel på indsigt i andres perspektiv (har jeg hørt – jeg har dog ikke selv prøvet det).
Eks #5 kører i øvrigt med det, vi på fagsprog kalder for en yoyo*.
Men hva’ pokker skal vi gøre?
Jeg har 2 forslag: Det ene er en løsning på skrift, og det andet er en tommelfingerregel.
⤷ Tip 1) Fjern ’jo’ på skrift med Ctrl + H
Det her er (jo) verdens mest basale tip:
Lav en ’søg-og-erstat’ på din tekst ved at klikke Ctrl + H (eller Cmd + H). Og find og slet så alle jo’erne, der ubevidst er røget ud af ærmet på dig og ned i teksten. RAUS!
OBS: At fjerne ’jo’ er ikke en magisk pille, der kan trylle dit grundlæggende budskab om til noget andet, som nedenstående fx illustrerer:
”Du er jo et gigantisk røvhul”
vs
”Du er et gigantisk røvhul”
(men det hjælper … lidt🤏)
⤷ Tip 2) Tommelfingerreglen:
Hør engang:
Jeg siger ikke, at ’jo’ ALDRIG må bruges (jeg er jo ikke idiot, vel?). Men brug det bevidst: Når du ved, at din modtager vitterligt ér indforstået med det, du siger.
Tommelfingerreglen er: ”Brug kun ét velvalgt ’jo’ hver fuldmåne”
Men det er helt op til dig, om du vil prøve forslagene – eller tyrannisere Karsten fra Regnskab med fornyet energi.
____________
* yoyo = en såkaldt ’dobbelt-jo’ (👈 et begreb, jeg netop har fundet på).
5 opslag fra egen andedam:
- Jeg blev afvist af Mediernes Efteruddannelse (ME) for 2 år siden. I fredags holdt jeg kursus for dem. Her kommer historien
- Jeg hæver mine priser med 10 % (og forklarer det med en Lars Løkke-classic)
- Da jeg kom retur fra barsel midt april satte jeg et vanvittigt mål: “Jeg skal omsætte for 1 mio. kr. i 2025”. Her er resultatet
- Peder Tind (V) er ny borgmester i Fredericia, og jeg prøver at tage æren for det historiske skifte i den ræverøde kommune
- “Over dit budget – men alle pengene værd” er en tagline, jeg har blæst op på LinkedIn i årevis. Men her er et skønt bevis for det
Kort opsummering:
- Fjern ‘jo’ på skrift med Ctrl+H
- Brug kun ét velvalgt ’jo’ hver fuldmåne
- Klik på et link 👆 4 ud af 5 er semi-sjove.
Ha’ det godt, til vi skrives ved.
Kh Simon

Psst: Det her indlæg udkom første gang som nr. 43 af Et Rigtigt Nyhedsbrev d. 7. december 2025. Jeg sender ERN hver anden søndag med copywriting, AI og skrivetips, du kan bruge med det samme. Få det næste direkte i din indbakke her 💌