ERN #50 Det er din tid
(Læsetid 3:35 min)
Hej – det’ Simon 👋
Det er 50. gang, jeg udsender Et Rigtigt Nyhedsbrev. Hurra! Tiden er fløjet af sted siden den første udgave sommeren ’23.
Og ‘tid’ er temaet i dag, hvor du får 3 tips til, hvornår det er bedst at:
- sende emails
- ringe op til folk
- poste på LinkedIn
#1 Hvornår er det bedste tidspunkt at sende emails på?
Dan Oshinsky er en af verdens førende email-konsulenter, og han deler et trick, han har lært gennem årene:
“Undgå at sende mails præcis på hele eller halve klokkeslæt (altså kl. 9.00 eller 9.30). Der er så mange brands, der sender på de tidspunkter, så hvis du sender bare få minutter senere, ligger du øverst i indbakken.”
Det giver herregod mening!
Og derfor sender jeg fremover mine planlagte emails og nyhedsbreve et par minutter over hel.
Men ellers er det irriterende konsulentsvar: Split-test afsendetidspunktet! Især hvis du sender kampagnemails, hvor du skal sælge noget.
#2 Hvornår er det bedste tidspunkt at ringe på📞?
Da jeg arbejdede på bureau, lærte jeg et tip til at få fat på mine kunder i telefonen.
Før jeg fik tippet, så havde jeg typisk booket mig selv i kalenderen, fx: “Ring til Dorthe fra ECCO”, og så fik jeg en reminder kl. 9:00.
Men når jeg ringede til Dorthe kl. 09:00. tog hun den ikke. Jeg prøvede igen kl. 10, og hun tog den heller ikke.
Hvorfor mon?
Fordi hun var gået i møde. Du kender det selv.
Tippet, som ændrede min tilgang, var: Ring 5 minutter i hel eller 5 minutter i halv (fx kl. 09:25 eller 09:55)
Hvorfor?
Fordi de fleste lægger møder, der starter hel eller halv.
Så rationalet er, at du kan nå at fange vedkommende 5 minutter før, hun hopper i det næste møde.
(sidenote: ifølge Microsofts arbejdstrendsanalyse fra 2025* så ligger halvdelen af alle møder mellem kl. 9-11 og 13-15, og tirsdag er den tungeste mødedag).
#3 Hvornår er det bedste tidspunkt at poste på LinkedIn?
Det korte svar er:
Når du har tid til at passe og pleje dit opslag efterfølgende.
For tidspunktet er underordnet (så længe du ikke poster om natten).
Og ja ja, jeg ved godt, at alle benchmark-rapporter peger pilen på tirsdag og torsdag formiddag som notorisk gode tidspunkter.
Men problemet er, at alt og Allan også har læst de rapporter. Så konkurrencen er gigantisk netop dér.
Min tilgang er knap så LinkedIn-guru og bro-marketeer-agtigt.
For den er:
Del, når du har noget på hjerte.
Og endnu vigtigere:
Del, når du har tid til at være til stede i kommentarfeltet de første 30-60 minutter.
For hvis du er god til at svare hurtigt tilbage på kommentarer, så sender det gode signaler til både folk i feedet og til algoritmen:
➜ Nemlig at det her opslag lever💃🏼🕺🏼
Så opsummeret:
- ik’ post om natten
- ik’ overtænk tidspunktet
- ik’ ghost dit post.
Psst: Det her indlæg udkom første gang som nr. 50 af Et Rigtigt Nyhedsbrev d. 12. april 2026. Jeg sender ERN hver anden søndag med copywriting, AI og skrivetips, du kan bruge med det samme. Få det næste direkte i din indbakke her 💌