Foto: Taget af skribenten himself til et foredrag med Morten Münster

Jeg har gennem halvandet års “research” på LinkedIn fundet frem til de 3 mest essentielle faktorer, når det kommer til opslag, der bliver set, læst og reageret på.

Har du styr på bare én af faktorerne, er du allerede pænt foran pøblen.

Og kombinerer du to eller alle tre faktorer, så forbered dig på at gå viralt, og at det vælter ind med nye connections. Og pludselig så ringer de fra Go’Morgen Danmark. Hov, så vil P4 også snakke med dig. 

Så inden vi går i gang – inden jeg deler de 3 ingredienser til endeløs succes på LinkedIn – skal du lige overveje; er du overhovedet klar til det? Kan du håndtere al den succes?

Nå, det mener du?

Godt. Så kører e-løbehjulet med 30 km/t.

#1 Skriv om Jytte fra Marketing på LinkedIn

Det er en sikker vinder at skrive om bestselleren ’Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag’. Og hvis du har et billede af Morten Münster eller omslaget af bogen, OG du samtidig tagger @Morten, så moser du dig foran i køen.

Men du skal vide, du er ikke speciel, hvis du gør det. Du er en tør Karen Volf-kiks blandt 1000 andre til et ostebord.

Og jeg fremhæver altså ikke Jytte-bogen, fordi jeg selv har en lillebitte aktie i den [humble bragging much]. Dog ikke sådan en aktie, der kaster royalties af sig, for så havde jeg helt klart skrevet noget mere om den. Men jeg fremhæver den, fordi den historisk set kaster likes og reactions af sig. Særligt fordi Morten er dygtig til at tage sig tiden til at svare på alle opslagene, der nævner ham eller bogen. Det er usædvanlig god stil. Selv for semi-ukendt forfatter 😉

Jeg husker faktisk – tror vi skal et helt år tilbage – at der var en modreaktion på Twitter, hvor flere var lidt trætte af at se og høre om Morten og Jytte, hver gang de åbnede for LinkedIn. Og der opstod konspirationsteorier om, at Morten havde linet en masse hjælpere og fans op til at snakke om bogen.

Men altså vi snakker her om frugter, der er så lavthængende, at du snubler over dem. Så pluk dem. Pres dem. Og lab like-juicen i dig.

Selvvurdering: Jamen tjek Jytte, tjek til billede og atter tjek til ’tag’ ✔

#2 Skriv et laaaaangt LinkedIn-indlæg

LinkedIns algoritme kan ikke afkode kvalitet og relevans i en tekst. Men den kan spotte en lang tekst på afstand. Og de lange vinder foran de korte. Sådan er det også nogle gange uden for LinkedIn (pun intended).

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle dig, at det var vigtigt at skrive noget rigtigt godt (selvfølgelig er det vigtigt), men jeg kan konstatere gang på gang, at opslag med tom snak og ligegyldigheder igen og igen ender med at få taletid i LinkedIn-feedet. Lidt ligesom kedelige-Christian Eriksen i tv-interviews. Gaaaab. 

Men dig, der læser med, du er jo bedre end det. Ik’?

Og ellers har jeg et enkelt tip. Et enkelt, håndgribeligt værktøj, jeg altid bruger, når jeg skriver en tekst. Jeg stiller mig selv spørgsmålet:

“Vil min persona (aka et ekstrakt af min kernemålgruppe), som jeg kalder Tina, lære noget nyt, når hun læser denne tekst?”  

Ligegyldigt om teksten er lang eller kort.

Selvvurdering: Hmm, både og. Teksten her var oprindeligt tiltænkt at være et LinkedIn-indlæg, men det blev for langt. så nu bliver det altså til denne dette blogindlæg i stedet. Til gengæld ved jeg, at min persona, Tina, ville sætte pris på denne tekst, og hun ville lære noget nyt. Så jeg tænker, jeg giver mig halvandet tjek✔/.

#3 Fortæl 1 (kompliceret) ting, dit netværk ikke vidste i forvejen, på en simpel måde

Se en gang, indlægget er allerede langt. Og jeg har allerede tagget Morten Münster. Og taget et billede af ham. Men hvis du ser nærmere, vil du få øje på lidt af en åbenbaring på slidet. Den går sådan her:

>> når du gemmer din tlf. langt væk, mens du arbejder, stiger din IQ og din kognitive kapacitet <<

Eller med andre ord: Du bliver dummere, og du arbejder mindre effektivt, alene ved at du har din mobil liggende på bordet.

Hvabehar? Det kan da ikke passe.

Jo. Den er god nok. Undersøgelsen skal lige replikeres – altså forsøge at genskabe forsøget – nogle gange for at validere resultatet, men det ser solidt ud. Dyk selv ned i åbenbaringens research her: https://www.journals.uchicago.edu/doi/10.1086/691462

Det korte af det lange er simpelt: Gem din mobil laaaaaangt væk, når du arbejder. Når du sidder i møde. Når du snakker med din kæreste, dit barn, din mor og dine venner, hvis du gerne vil være til stede og ikke vil forstyrres.

Selvvurdering: Tjek til ny viden, tjek til relativt simpelt formidlet ✔.

Så nu er der tjek ved de 3 ingredienser i et succesfuldt LinkedIn-indlæg:

✔Jytte

✔Længde

✔Ny viden.

Adam Duvall, du ringer bare.