Fotograf Hannah Moore

Søn af en major

Godfrey er den ældste i en børneflok på 10. Han er søn af major Godfrey Mwashi Senior, der i folkemunde bare bliver kaldt Majoren. Ligesom så mange andre militærfamilier voksede Godfrey op i barakkerne i Ndola, hvor han allerede fra barnsben lærte alt om forpligtelser. Som den førstefødte søn medfølger der et stort ansvar til at tage sig af (næsten) hele familien. Det føler Godfrey sig i al fald forbandet forpligtet til. Hans største bekymring er de mindste søskende:

 ”If I leave, they will die”

— sagt i spøg, men med en vis portion sandhed i.

Godfrey er 34 år og bor stadig hjemme. Han har prøvet at flytte hjemmefra et par gange, men når han tager væk, er hans telefon rødglødende af opkald fra familien, der har brug for ham derhjemme. Derfor er han tilbage – men nu er drengeværelset, som han plejede at dele med de mindre brødre Raymond, Mphatso og Brian blevet udskiftet med eget værelse på 1. sal i det nybyggede nabohus, som det har taget Majoren 10 år at få bygget færdigt.  

Sengene i Godfreys gamle drengeværelse står tæt. Det er et mørkt rum, og tårnene med papirer og bøger kæmper en indædt kamp om at vokse sig højest. Godfrey finder en lettere medtaget mappe frem under sengen. Han viser mig tegninger, som han har gemt, helt fra dengang han gik i folkeskole. Fine farvekridtsmalerier og blyantsstreger af frugt, vin og arkitektur. En hobby, der for en periode blev (en del af) hans levevej.

Multikunstneren

Godfrey er udlært mekaniker, en dygtig og grundig en af slagsen. Og han har toppet det op med en diplomuddannelse (noget ingeniør-agtigt), men hans hverdag er ikke længere fyldt med motorolie. I mange år arbejdede Godfrey i byggebranchen med sin far som boss. Majoren stod for netværket, økonomien og forhandlingerne, mens Godfrey tog sig af resten. Stort set. Det vil sige, at han tegnede husene, samlede holdet af arbejdere og var med på stedet, når der skulle bygges.

Privatfoto fra 2015: Godfrey superviserer en udgravning.

Da jeg skrev denne artikel i 2015, var Godfrey ikke trådt ind som leder i Dream Factory, men sad ”blot” i bestyrelsen og hjalp til, så meget han kunne, som frivillig, ved siden af sine fuldtidsbeskæftigelse(r).

For da Majoren har altid gang i flere projekter samtidig, er Godfrey en travl mand i 2015. Hvis ikke han kører i bil fra ét byggeprojekt til et andet, så taler han i telefon. Godfrey klager ikke. Han kan lide at have mange jern i ilden. Ved siden af hovedforetagenet i sin fars byggefirma reparerer, køber og sælger han biler, udlejer lydsystemer og agerer også DJ til fester. En normal dag starter et sted mellem kl. 04:00 og 05:00, og den slutter først et stykke over midnat. Hvordan han klarer sig med 3-4 timers søvn, begriber jeg ikke, men han har kørt upåklageligt i dette tempo i mange år. En usædvanlig arbejdsom zambier.

Brother junior

Den største drivkraft er uden sidestykke familien. Godfreys hjerte er så stort som Victoria Falls og banker dag og nat for hans søskende, forældre og bedsteforældre. ”Family comes first”, er hans mantra.

Godfreys søskende kalder ham enten ’brother junior’ eller ’sir’. Det er tydeligt, at de har stor respekt for ham. Hvis forældrene har svært ved at kontrollere en af de mindste børn, der ikke kan opføre sig ordentligt, kan de true med: ”I’ll tell brother junior”. Så skal de nok makke ret. Godfrey kan være hård i tonen, men hans hjerte er stort og blødt. Når han ikke overøser sine søskende med kærlighed, bruger han sine egne penge på at købe ting til dem. Sko til Brian, en telefon til Raymond, en ny skoletaske til Cholwe etc.

Overfor andre, men især sine søskende, er han ikke bleg for at sige sin mening eller give udtryk for, hvordan man ifølge ham bør leve sit liv og være en rollemodel for andre: ”Work hard, be humble and have respect for other people”. Det er beundringsværdigt at se, hvordan ordene afspejler sig i hans handlinger, om end der stadig er en enkelt vesteuropæisk finger, man kan sætte på ham; hans ur går efter African time.

Kvinderne står i (anden) række

Han har et stort ønske om at starte sin egen familie, men kvinderne har altid kommet i anden – eller tredje eller fjerde – række. Det er svært for ham at forlade hjemmet, og det er ikke blevet nemmere af, at Majoren har været alvorlig syg og indlagt på hospitaler og privatklinikker i 2015. Det har kostet Godfrey en masse. Ikke bare sin opsparing, men også en masse energi, for han måtte tage over for faderen i hans fravær, så der stadig kan komme mad på bordet i den 11-mands store familie.

Too much chicken

Majorfamilien, som den bliver kaldt, er en velstående familie. Langt over gennemsnittet, men det er dyrt at brødføde 10 unger, der alle skal sendes i skole. Der bliver ikke ruttet med pengene her, men der er to til tre faste måltider, og der er kød til både frokost og aftensmad. Også her skiller Godfrey sig ud. Han er nemlig vegetar og måske den eneste zambiske mand, der siger nej-tak til kylling. Zambierne knuselsker om nogen deres kylling. ”I’ve had too much chicken”, begrunder han sit valg med. I stedet spiser han fisk og mange grøntsager. En usædvanlig vegetarisk zambier.  

Lokalpatriot

Udover sin familie føler Godfrey sig også forpligtet over for sit land og sit community. Han ønsker inderligt udvikling og forbedring, og han står med åbne arme til at tage imod udlændinge, der kan og vil bidrage. Godfrey arbejder også frivilligt for Dream Factory Zambia, og generelt er hele Majorfamilien gode til at tage sig af volontørerne, der sætter deres ben på den støvede afrikanske jord for første gang. Deres hjem er altid åbent og køkkenet ligeså. Her serverer de nshima morgen, middag og aften. Det er nationalspisen, og zambiernes forhold til den kan slet ikke sidestilles med vores kartofler. I Zambia spiser alle nshima – hver dag. Det er lavet på hvide majs, der først kværnes til mel og sidenhen laves til en slags vælling, som efterhånden tager form til en noget harsk portion kartoffelmos, der egentlig ikke smager af sønderligt meget. Det er ikke unormalt, at der er nshima til hvert et måltid.

STØT GODFREY MED EN DONATION

Kan du undvære en 50’er? – eller mere?

Beløbet går ikke til mig, men min bedste ven i Zambia, Godfrey Mwashi, som er leder af både Dream Factory Zambia og af vores fodboldakademi.

Godfrey er desværre kommet slemt til skade. En vinkelsliber har skåret et enormt hul i hans ben. Han fik et valg om at få det amputeret eller forsøge at fikse det. Han valgte det sidste. Heldigvis.

Men det betød desværre 3 ugers indlæggelse på hospital. Og en regning på ca. 30.000 kr. (hvilket svarer til et ASTRONOMISK højt beløb i zambiske Kwacha).  

Blandt venner af Dream Factory Zambia har vi nu fået skrabet ca. 10.000 kroner sammen, hvilket er flot, men der er brug for flere penge. Og jeg håber, du kan hjælpe.

Du skal vide én ting: Godfrey er ikke hvem som helst: Han er ledestjernen for hele communitiet og et forbillede for minimum hundredvis, måske endda tusindvis af unge zambiere.

Du kan mobilepaye direkte til mig – på 60450077 – så sender jeg det samlede beløb direkte til Godfrey (ingen administrationsgebyr).

Hvis din donation er over 500 kroner, er det fradragsberettiget. I så fald: skriv til mig, inden du overfører, så sender jeg dig de sidste detaljer.